Saturday, May 11, 2019

Papirvejen




Papirvejen

Ordet papir stammer fra det latinske  og græske ord papyrus. Dette skabte en vis forvirring, for da papiret ankom til Europa, troede man, at de Østasiatiske lande havde lært at fremtille papir af ægypterne. I Ægypten forarbejdede  man papyrusplantens stængler til skriveunderlag fra omkring år 3000 f.kr. Fremstillingsmetoden har ikke noget med papirets opfindelse at gøre. For at blive kategoriseret som papir, skal dette fremstilles af forarbejdede, flydende fibre i vand. Fibrene løftes op på dertil udførte forme, og et nyfødet ark kommer til verden.
Der blev rettet op på denne misforståelse, da forskning viste, at papirets ankomst til Europa  skete via handelsruter, der forbandt Kina til Vestasien og Middelhavslandene. En af disse handelsruter blev i 1877 - af den  tyske geograf Ferdinand von Richthofen - kaldt Silkevejen.  Men silke var langt fra den  eneste vare, der blev transporteret. Papirets opfindelse blev bragt til Europa via de samme ruter, og det ville være mere korrekt, at dette netværk blev kendt som Papirvejen, eftersom papir har haft en ganske betydelig indflydelse på menneskets historie. Silkevejen er derfor i det flg. døbt Papirvejen.
Papir var ukendt i Vestasien og Middelhavslandene før Islam, hvor det traditionelle skriveundelag var papyrus og pergament.. Papyrusplantens stængler blev skåret på langs og dernæst skåret til strimler, der  efter at have
været lagt i blød i vand, blev anbragt horisontalt og vertikalt og presset sammen.  Analyser af, hvad der fik stænglerne til at hænge sammen, varierer, men  i korthed indikerer analyserne, at 50- 60 % er cellulose, som findes i plantestængler og 36-40 % er lignin, som degraderer med tiden (og som skal fjernes ved papirfremstilling).

Papirets terminologi.

Grækerne kaldte  papyrus for khartes, som kan forbindes med papirrelaterede termer i moderne sprog – såsom italiensk carta for papir eller vores eget ord for kort af papir. Romerne kaldte planten ved dens latinske navn papyrus, som er blevet transformeret til papir på dansk, paper på engelsk, papel på spansk og papier på fransk og tysk. Den græske term for en papyrusrulle er biblios, som afstedkom ord som bibel og bibliografi, og den latinske term for papyrusrulle var volumen og volute p.gr.a. af dennes form. Den latinske term for en kolonne af tekst på en papyrusrulle er blevet til page på engelsk og liber, som oprindeligt var det latinske ord for bark,blev til det latinske ord for bog. Da bogen antog den form, vi kender, blev den kaldt codex, som er den latinske term for en træblok.
Vi kan således udlede, at papirets terminologi kan forklare, hvorfor den ovenfor nævnte forvirring om papirets oprindelse opstod.

Papirets opfindelse.

Papiret blev opfundet i Kina for ca. 2000 år siden, som den første af fire vigtige kinesiske opfindelser, nemlig kompasset, krudt og trykteknik – opfindelser, der alle via Papirvejen bredte sig til den vestlige del af verden ved arabernes mellemkomst.
Legender og optegnelser har mange forskellige versioner om, hvad der egentligt skete, men den mest kendte og vedtagne er, at den person, der fik æren for opfindelsen, er eunukken, opfinderen og politikeren Cai Lun (Ts´ai Lun),ansat ved kejserens hof under Han – dynastiet. Han forelagde sin opfindelse for kejser He ( 88 – 106 e.kr.)  i år 105 e.kr.  Cai Lun er kendt af de fleste i Kina, som papiret fader. Cai Lun Paper Culture Museum ligger i Longting by i Shannxi provinsen ved siden af Cai Lun’s grav tempel. Her kan man studere papirets historie, dets udvikling og anvendelse og endog prøve at fremstille papir, som man gjorde det under Han dynastiet (ca. 200 f.kr. – 200 e.kr.)
En historie fortæller, at Cai Lun havde siddet og filoseret på en flodbred, mens han iagttog kvinder vaske tøj. Åndsfraværende samlede Cai Lun fragmenter op af små løsrevne tøjfragmenter, slået løs, når kvinderne bankede tøjet. Når Cai Lun pressede stumper af fibrene sammen, opdagede han, at de hang sammen. En anden historie fortæller, at Cai Lun studerede hvepseboer, opbygget af træ,  tygget sammen med hvepsespyt, hvilket giver et papiragtigt udseende. En tredje historie er, at han en dag sammen med andre skulle transportere tunge dokumenter, skåret i bambusstrimler, på oksedrevne vogne til kejserens palads. På vejen snublede okserne, og vognen væltede, så alle bambusstrimlerne faldt af vognen. Mens de ventede på en anden oksedreven vogn,der skulle komme dem til undsætning, havde Cai Lun god tid til at tænke. Han konkluderede, at bambustrimlerne simpelthen var for tunge og en byrde for de lærde. Der måtte findes et lettere materiale. Da han gik, passerede han bunker af hampefibre og tænkte: måske kan disse være nyttige. Han samlede lidt sammen, men hampen var rå og løs. Så tænkte han på rester fra silkeproduktion, og så blev lyset tændt! Sammen med tjenere samlede han bark, hamp, gamle silkekokoner, fiskenet og bomuldsklæde. De skar ingredienserne i små stumper  og stykker og kogte dem. Dernæst blev det udkogte materiale hamret med trækøller i en morter og opløst i vand, Da denne mikstur blev løftet op af vandet hang den sammen som en flade, der efter tørring blev til ark papir.  Cai Lun havde fundet frem til papirfremstillings - processens hemmeligheder – han fik æren, men måske var det en fra en lavere klasse, der viste ham vejen – det er ikke til at vide.
Der er andre beviser på, at fibre blev anvendt til papirfremstilling endnu tidligere.
I Xian er der blevet fundet papir, der kan dateres tilbage til omkring år 200 f.kr. Papiret var påskrevet med  nedfældede bønner og blev fundet bag en mursten i et adobe hus. Papir er ligeledes blevet fundet langs Papirvejen. Disse meget gamle papirer er fundet i ørkenklimaer, hvor papiret har kunnet overleve. De tidligst fremstillede papirer blev anvendt til at sprede Konfucianske og Daoistiske tanker. Buddhistiske ideer og ceremonier blev nedskrevet på papir og formidlet  til andre lande. Fra Kina rejste opfindelsen af papir over Korea til Japan og dernæst mod vest  langs Papirvejen  til de islamiske lande. Historien fortæller, at kampen ved Talas i år 751 er en nøglebegivenhed i papirets historie, nemlig videregivelse af papirfremstillingsprocessen. Slaget stod mellem det arabiske Abbasid Kalifat sammen med deres allierede, det tibetanske imperium, mod det kinesiske Tang Dynasti. Begge parter ønskede magt over Syr Darya området i Centralasien. Det blev slutningen på Tangs udvidelser mod vest og resulterede i muslimernes kontrol over Transoxiana i de næste 400 år. Dette område var på Papirvejen. Efter kampene mener man, at erfarne kinesiske krigsfanger blev beordret  til at fremstille papir i Samarkand  og omkring år 794 e.kr. i Baghdad  i nutidens Irak. Opfindelsen revolutionerede den islamiske verden, og det blev således araberne, der bragte papiret til Europa.
Først til Spanien og Italien omkring det 12.årh. Herfra bevægede opfindelsen sig nordpå. Den første papirmølle i Danmark blev anlagt i 1573 ved Hvidøre  og i USA i 1690  lidt udenfor  Philadelphia – over 1000 år efter papirets opfindelse.

Landes vegetation var  bestemmende for, hvilken kvalitet papir, der kunne fremstilles. I Østen vokser bambus og risstrå og de stærke bastfibre, såsom kozo, mitsumata og gampi, der alle har en høj fleksibilitet og kan anvendes både 2-og 3-dimensionelt. Disse fibre var ikke let tilgængelige i Vesten, hvorfor man her fremstillede papir af bomulds- og hørklude, beregnet til 2-dimensionelle formål.
Det var først i det 18.årh. at der blev udviklet industrielle metoder, der gjorde træfibre til en attraktiv fiberkilde.

I papirets fædreland.

Kina 1990, uddrag af min dagbog:
Det er november månede. Jeg sejler på en flod i Kina.Risstrå er stablet som  wigwamlignende skulpturer inde på land. Bambusbåden, ladet med papirballer, glider gennem det stille brunlig  - grønne landskab og i den lette tåge forvandles den til en silhouet i delikat broderi mod den bleggrå himmel. Vi lægger til ved bredden,  og børnene løber os imøde. Store bunker af risstrå veksler med lave organisk udlagte bygninger. Så langt øjet rækker er jorden belagt med gule rektangler. Alle horisontale og vertikale planer er dækket af papir. Grise, kyllinger, hunde og geder løber rundt på papiret. Landsbykvinderne er i færd med at sprede endnu flere ark ud til tørring. Husene er bygget  af ler, risstrå, træ og metal. Gulvene er stampet ler. Maden tilberedes i wok. Bedstemoderen sidder på en lav skammel ved  ildstedet og sørger for, at varmen holdes ved lige.  I alle de små huse fremstilles papir. Hovedsageligt til hjemmebrug: toiletpapir af risstå, papir til skolebrug, papirmasse til isolering. Få fremstiller papir af bambus, som anvendes til kalligrafi. Bag landsbyen er der kæmpe store cementbeholdere nedgravet i jorden. Det er her riststå og bambus stilles ned til forrådnelse. At fremstille bambus papir ( Tsu Chin) er en langsommelig proces. Bambus høstes i denne landsby i juni. På dette tidpunkt vokser stængelen ikke, kun blade og grene. Der er over 300 arter af bambus. Gammel bambus er gul, ung bambus er grøn som jade. Bambus, der er over 6 år kan ikke anvendes til papirfremstilling. Høj fugtighed giver den bedste kvalitet. 2 måneders vækst af bambus anvendes; blade og skud skrælles væk, stængler i 2 meters længde bundtes og placeres i de store cementgrave, hvor de dækkes med vand og stilles til nedbrydning. Vand tilsættes med mellemrum via bambus rør for at sikre, at al bambus er dækket. Denne proces tager 100 dage. Dernæst fjernes de grønne skaller, og de tilbageblivende fibre stables i lag med vand og læsket kalk. Denne mikstur står endnu i 120 dage. Bambusfibrene skylles med rent vand i 2 måneder for at fjerne kalkrester, og dernæst skal bambusfibrene hamres i en fodstamper til papirmasse. Metoden skifter en smule fra landsby til landsby, men det drejer sig om at nedbryde fibrene, så plantens iboende cellulose frigives. Kinesiske støbekar er temmeligt store. De er fyldt med vand op til 8 cm fra karrets kant. Papirmassen hældes i karret med vand sammen med ekstrakt fra ferskenbambus. Ekstrakten sørger for, at fibrene spreder sig blødere og mere jævnt. Støbeformen er af bambus med vertikale paralle stænger, på hvilke bambusmåtten hviler. Måtten  er af tynde bambustrimler, syet sammen med silke eller sener fra vandbøfler. Formen dyppes kun en gang, og ark lægges ovenpå hinanden på en træplanke. Den sædvanlige størrelse er ca 200 x 100 cm. Arbejdsdagen er på 10 -12 timer og produktionen er på ca. 3000 ark om dagen! Bunken af de nyfødte ark, i papirterminologi kaldet posten, presses i en primitiv presse med stenvægte.Den endelige tørring foregår ved at pensle arkene op på metalplader, placeret på hver sin side af en ca. 20 cm bred tunnel, opvarmet af varmekilden,der strømmer igennem fra ildstedet for enden af tunnelen.
Bambus vokser op ad bjergene i det fjerne. I byerne anvendes bambus til bygningsstilladser, på floderne flyder bambus som tømmerflåder eller både.Bambus er tæt forbundet med Orientens mennesker og deres daglige liv. Den anvendes til føde, til byggeri,konstruktion af broer,møbler, køkkenreskaber, spisepinde, redskaber, rørføring, kurve, reb, paraplyer, vifter, pensler, kamme, lamper, hatte, musikinstrumenter, medicin, sko, m.m. I Kina anses bambus som en af de fire noble planter. De 3 andre er orkidé, blomme og krysantemum. I århundreder har bambus været brugt som symbol på moral, grundet plantens vertikalt rejsende stængel. Den repræsenterer også Buddha, glæde og held. I maleri, poesi, myter og legender hyldes planten som ekstraordinær. Den blomstrer kun en gang på hundrede år, og derefter dør den. Bambus vokser hurtigere end nogen anden plante på jorden; man kan næsten se den gro!
I Kina er en landsby klassificeret som landsby på grund af sin fjerne beliggenhed, ikke på grund af sin størrelse, da landsbyer spreder sig over meget store områder for så at vokse sammen med endnu andre landsbyer, hvor der forefindes andre  erhverv. De landsbyer, jeg besøgte, havde ikke nogen direkte forbindelse til større byer. I landsbyer, der producerer det fine, hvide bambuspapir, tjener de flere penge end i landsbyer, hvor de producerer  gulligt risstråpapir. I en rig landsby er det normalt, at en papirmager tjener 3.000 yan ( 3000 DKK) om året. En regeringsansat ingeniør tjener 1.800 yan om året ( i 1990). I de rige landsbyer er huse bygget af cement med gulve af cement. Statussymboler som køleskab og TV står i hjørnet af opholdsstuen.
I Vesten kaldes alt tyndt, hvidt papir fra Østen fejlagtigt for rispapir. Det er baseret på en misforståelse, måske kommet ind i sproget, da de arabiske handelsfolk præsenterede papir for første gang i Europa i det 12.årh. De har måske fortalt, at dette papir var fremstillet af folk, der dyrkede og levede af ris! Der er intet papir, der er fremstillet af ris på traditional vis. Kina er det eneste land, der fremstiller papir af risstrå. Dette papir anvendes som husholdningspapir, til såkaldt ”spirit – paper”, anvendt som papirpenge i religiøse riter som ofringer til brug for livet efter døden. I vesten kan vi se det gule risstråpapir anvendt på raketter og andet fyrværkeri.
Nedbrydning af risstråpapir foregår ved en mere simpel proces end den proces, der blev beskrevet ovenfor for bambus. Risstrå stables skiftevis med læsket kalk i store cementkar. Den varme, der udvikles ved denne tætte stabling, hjælper med at fjerne lignin, som binder fibrene sammen. Denne nedbrydning foregår om sommeren i 14 dage eller om vinteren i 2 måneder. Når stråene er nedbrudt, skylles massen i andre store cementkar, og derefter fodstampes de. Tidligere anvendte man vandbøfler til at foretage denne stampning og findeling af fibrene.
Selvom håndlavet papir i 2009 blev tilføjet listen af National Intagible Cultural Heritage, har brugen af traditionelt  fremstillet papir været faldende i Kina. Der eksisterer dog en forståelse for vigtigheden af at formidle den traditionelle kinesiske kultur. Her skal nævnes Gaoligong Museum of Handcraft Paper, placeret på en mark i nærheden af landsbyen Xinzhuang i Yunnan provinsen. Et arkitektonisk forsøg på at kombinere moderne kvalitet i en landlig kontekst. Her kan man blive oplyst om papirets historie og lære at fremstille håndlavet papir, som traditionen foreskriver.
Enkelte unge 14. generations papirmagere kæmper for at holde arven ved lige. F.eks.  Jiaijang handmade paper industry i Sichuan provinsen, hvor den håndlavede papirindustri forsøges holdt ved lige. Tang Shukun, direktør for Handmade Paper Institute ved University of Science and Technology i Hefei, Anhui provinsen, samarbejder med papirmagere for at genskabe forsvundne fremstillingsformer. Så snart en teknik uddør er den vanskelig at genskabe. Tang Shukun har sammen med sit team igennem de sidste 10 år indsamlet, dokumenteret, skrevet artikler, udarbejdet videoer og udført laboratorie- undersøgelsesdata, som vil udkomme i en bog, der fokuserer paa  det håndlavede papirs traditionelle  produktionsproces. Selvom unge mennesker foretrækker andre erhverv og papir fremstilles industrielt, skal det dog slås fast, at håndlavet papir er af en langt bedre kvalitet end industrielt fremstillet papir.Man må håbe, at de mennesker, der bruger deres energi på at holde den gamle tradition ved lige, vil få mere fokus fremover.

Papirklip- Jianzhi.

Papir indeholder mange af Kinas kulturelle erindringer og var engang og er mange steder stadigt uadskilleligt fra menneskers dagligliv, hvilket bla. afspejles i traditionen Jianzhi,som er kinesisk klip i papir. Jianzhi menes at  være udviklet siden år 600: fra anvendelse i religiøse sammenhænge, når man bad til sine guder og forfædre, til mønstre for broderier og senere som en udbredt folkekunst, hvor det anvendes som dekoration og symbol på lykke og et godt helbred, I dag fremtilles papirklip både kommercielt, som kunsthåndværk, design og kunst. Jianzhi er en af de ældste, mest populære typer folkekunst i Kina. Der findes en nordlig og en sydlig traditionel stil. Den sydlige stil fra Jiangsu og Zheijang provinserne er udført smukt og omhyggeligt med mange fine og interessante detaljer. Den nordlige stil fra Yuxian og Fengning i Hebei provinsen og Shaanxi har overdrevne, voldsomme former og livlige forskelligartede mønstre. Papirklip kan ses som dekorative vindues papirklip med blomstermønstre i hjørnerne. Ofte er disse klip inspireret af traditionel  kinesisk opera. Da papirklip tit købes af landbefolkningen er  indholdet af vindues papirklip som regel relaterest til landbrug, det at fiske og holde dyr eller spinde på spinderok. Klippene er en æstetisk måde at udtrykke håb, taknemmelighed eller andre følelser på. De ofte røde papirklip har forskellig mening. Nogle udtrykker ønske om en god høst, ønsket om at ens dyr trives, ønske om held og et bedre liv; dyr og planter, legendariske, mytiske kreaturer, en jadekanin eller en karpe, der springer over en drages hale eller figurer fra myter og historier om den gule kejser. Andre udtrykker taknemmelighed over livet – det smukke ved en fisk, der svømmer mellem lotus blomster eller en pige, der fletter sit hår. De mest populære klip handler om held og dobbelt lykke. Mennesker i Kina holder af at hænge papirklip op på deres døre, der indeholder disse to karakterer: ” / = lykke, bruges ofte ved nytårstide  for ønsket om et godt år og  ” /xǐ= dobbelt glæde, som ofte ses ophængt på nygiftes vinduer og døre ved bryllupper. Vindues papirklip har nær forbindelse til forårets komme. Det er en måde at byde foråret velkomment på og at vise glæde og gode intentioner.
Portrættering af de stiliserede silhouet billeder er for de flestes vedkommende klippet med saks, andre skåret med en skap kniv på en blødt underlag, f.eks voks. Det anbefales at  holde saksen i en position og skubbe papiret mod skæringspunktet. En saks med stort håndtag og korte skæreblade er at foretrække. Det er vigtigt, at papiret har en vis stivhed og  fleksibilitet, så man ikke ødelægger sit klip. Egenskaben bestemmes af papirets nano-arkitektur,som betyder, at papiret har en kombination af relativt stive krystallinske  celluloseområder, forbundet af mere fleksible amorfe områder. Fibrene er alle forbundne i 3-dimensionelle strukturer med hydrogen sammensathed som den dominerende forbindelseskomponent,  Fordi en tynd udklippet papirlinie kan blive tyndere end fiberlængden er det vigtigt, at papirfibrene er blevet skåret med en høj grad af finhed.
Som nævnt er farven rød den mest populære til papirklip, men farven sort er også højt værdsat i Kina. I den vestlige verden er sort ofte forbundet med alvor, tab, tristhed og uorden. Under Xia dynastiet ( 2070 – 1600 f.kr.) var sort en nobel farve. I Ching omkring år 9. årh. f.kr. var sort et nøglekoncept i den kinesiske mytologi. Den sorte farve relaterede til den øverste guddom, den himmelske kejser.Ordsproget himlen er sort og jorden er gul stammer fra det mytiske, stille mørke, som det gamle Kina oplevede på den nordlige himmel. Man troede på, at Nordstjernen pegede mod den himmelske kejser, og at sort derfor var kongen over alle farver. I dag, 4 tusinde år senere i Shanzhou området, Henan provinsen, lige der, hvor Xia dynastiet blomstrede engang, har folk stadig en ærbødighed overfor farven sort, som en guddommelig farve, der kan holde al ondskab borte. Denne tro har været holdt i hævd i generationer, ligesom det lokale, sorte papirklip i en kombination af tro og dagligliv. Folk i landsbyen Nangou i Shanzhou området klipper stadigt sorte papirklip for at vise guderne respekt, sikre rig høst, bede for nyfødte, holde sygdomme, kaos og uheld borte samt i andre rituelle sammenhænge.  Under forårsfestivalen sættes sorte papirklip op i vinduerne og på døre i hele Nangou og anvendes også, når et par er blevet gift. Disse dekorationer i folks hjem er ikke livløse stykker papir, men en udførelsesform af indbyggernes rene følelser i forhold til naturen og repræsenterer deres mest oprindelige æstetiske ideer, deres spiritualitet og et varsel om et bedre liv.
Nangou indbyggernes sorte papirklip blev vist på Lucca biennalen i Italien 2018, hvor China Academy of Art’s udstillingsteam Chen Huasha, Zhang Ting, Ma Chuan og Kong Quinpei, som en fortsættelse af Kina’s rige papirhistorie og dens forbindelse til moderne kunst, præsenterede installationen The Warmth of Paper  - en lang  ca. 1 m bred sti med Nangou indbyggernes sorte papirklip. Installationen repræsentede, hvorledes menneskeheden har integreret den kreative ånd med følelsesmæssig varme i en kold materiel kultur. En anden af gruppens installationer var fremstillet med sort aske, der symboliserede, hvorledes menneskets eksistens er bundet i en endeløs, næsten kaotisk cyclus og fortsætter med at vende tilbage til natur og stilhed.
                                       




Sitting alone in the dark bamboo
I play my lute and sing out
Deep in the wood known to no one
The bright moon is shining on me. 
Hang Wie 701 - 761   

Anne Vilsbøll

- skrevet i forbindelse med udstillingen Paper Dialogues, der afholdes på Center for Papirkunst, Hune, Nordjylland fra 22. marts - september 2019
-