AMATE
Ordet amate
er spansk: papel amate og stammer fra Nahuatl amatl, historisk kendt som
Aztekernes sprog, en forkortelse af amacuahuitl, papirtræ, fra amatl, papir og cuahuitl , træ. Variationer
af Nahuatl tales i dag af omkring 1,5 mill. Nahua folk, som for det meste lever
i det centrale Mexico. Sproget er blevet
talt og skrevet siden år 700.
Fotos sat sammen, taget på det
antropologiske museum i Mexico City. Eksempler fra den 21 -22 sider lange ”harmonikabog”, Codex Boturni, også kaldet Tira de Peregrinación, fortælling om den lange rejse, hvilket er Azterkernes
rejse. Bogen blev malet som piktogrammer med sort blæk på amate papir
omkring 1530’erne efter den spanske besættelse af Mexico. Vi så flere eksempler
på codex bøger som er den primære kilde til den Aztekiske kultur.
Endelig Mexico. Mine mange papir research rejser over
det meste af verden har fokuseret på forskellige
kulturers håndlavede papirtraditioner. I
Mexico er den håndlavede papirtradition af en lidt speciel karakter. Traditionen
hører under benævnelsen pseudo papir
ligesom Ægyptens papyrus og Samoas tapa. For at blive karakteriseret som
håndlavet papir skal fibre løftes på forme fra kar fyldt med vand og fibre.
Pseudopapir er fremstillet ved at
placere barkfibre vertikalt og horisontalt og derefter hamre eller presse barkstrimlerne sammen til en
ensartet flade.
Siden jeg så min
japanske ven Asao Shimuras smukke lille bog San
Pablito – Amate Paper i 1987 har det ligget et sted derude, at jeg en dag ville
besøge landsbyen San Pablito i bjergene i Mexico. På papirkonferencer rundt om
i verden, havde jeg haft amate mellem hænderne og mødt kunstnere fra især
Mexico, som anvender amate i deres værker. Jeg omtaler i min bog Papirmageri
II – kunst og teknik ( Borgens Forlag 1996) s.128 – 29 pseudopapiret: amate, papyrus og tapa.
Asao Shimura havde
besøgt landsbyen første gang i 1976 , og jeg kunne forstå, at det havde været
en strabadserende rejse til fods eller på hest ad en stejl sti i et par timer fra Pahuatlan, den nærmest -liggende lidt større by. En grusvej
blev lavet i 1978 og først i midten af 90’erne blev den asfalteret Den blev
ødelagt igen i 90’erne af en storm, men i dag kan man køre i bil op til San
Pablito. Det er meget besværligt at komme dertil med offentlige transportmidler,
men det er muligt med mange busskift til Pahuatlan.
Jeg undersøgte
gennem venner, hvorledes situationen så ud anno 2018 og kom ved hjælp af min
spanske veninde,Victoria Rabal , og mexicaneren Brenda Garcia i kontakt med to
mexicanske arkitekter Antonio
Carro og Emmanuel Arteaga. Efter mange emails frem og tilbage blev aftalen, at
Antonio og Emmanuelle ville hente os kl.5. om morgenen i byen Puebla, syd for
Mexico City. Sammen med dem kunne vi køre 5 timer til byen Pahuatlan og derfra
til San Pablito for at besøge efterkommere af Otomi indianerne. Ydermere kunne
de være vores tolke, hvilke jo var et fantastisk tilbud.
Antonio og
Emmanuelle hentede os: min datter Emilie, som havde været på art residency i San Pancho og undertegnede, på Hotel Frida i Puebla, hvortil vi var ankommet dagen
før. Det var et specielt møde i det tidlige morgenmørke, men snart gik samtalen
livligt. Venners venner kan man vel have tillid til! De takkede os efter vores
udflugt for, at vi havde haft tillid til dem.
Langsomt lysnede
det, og de mange bump på vejen blev mere synlige! Det grønne. langstrakte landskab
blev mere bjergrigt jo længere, vi bevægede os nordøst for Puebla.Vi gjorde
holdt og drak kaffe på en yderst fin
cafe med alverdens mexicanske tørrede frugter, søde sager og chips . Under bjergkørslen
, lige før vi ankom til Pahuatlan, kunne vi ind imellem skimte San Pablito i
det fjerne. Landsbyen breder sig ud over Guajalote bjergene i Sierra Norte de
Puebla i ca. 1200 m’s højde. Vi kørte først til Hotel Carlos i Pahuatlan ,hvor
vi spiste dejlig morgenmad - en hob af guacamole og nachos! Derefter
bevægede vi os langsomt op til San
Pablito landsbyen, som hører under Pahuatlan kommune i staten Puebla. Solen
skinnede fra en skyfri himmel , og vi var rigtig heldige, fordi landsbyen meget
ofte henligger i tåge, forårsaget af varme luftmasser, der når herop fra den
mexicanske golf. Klimaet er varmt og vådt.
Vi fik at vide, at
der ikke blev lavet amate, hvis vejret er dårligt. Maj til juli er de tørreste
måneder og de mest anvendelige til amatefremstilling Der fremstilles mindre
amate fra december til februar. Når vejret er godt arbejdes der fra solopgang
til solnedgang.
Vi parkede bilen, og det første syn var en ældre kvinde i
en smuk hvid, broderet kjole, sat sammen af mange slags hvide stoffer med et
broderet bælte, i færd med at vaske på bare tæer.
Husene så rå og ufærdige
ud – de stod i rå cementblokke eller let pudsede – gråt i gråt: ind imellem
lyste en farvet facade op, men for det meste forekom landsbyen meget forsømt. Vi
skulle besøge familien Rosendo, som Antonio og Emmanuelle havde besøgt før, og
vi nærmest kravlede op ad uregelmæssige stier, der så ud som om stenene var faldet tilfældigt ned fra bjergmassivet og
lagt sig til rette i et uoverskueligt virvar.
Endelig var vi på
en platform, hvor familien ventede os.
Don Rosendo, hans kone, søn og svigerdatter og et væld af yngre små
piger. Vi blev præsenteret og efter en længere indføring, besluttede hr.
Rosendo sig for at afbarke et jonote træ, der stod i et ufremkommenligt hjørne
af bebyggelsen bag et skur op ad et hegn, så vi ikke skulle ud og lede efter et
jonote træ i bjergene. Jeg havde ellers
læst, at det var bark fra figentræer, der anvendtes til brun amate papir eller morbærtræer til hvidt, men jonote bark
er i dag den hyppigst anvendte, fik vi at vide.
Jonote er den mexicanske
benævnelse for nældetræ,( Trema micrantha) . Et hurtigtvoksende træ, som kaffebønder anvender som skyggeplanter i
deres kaffeplantager. Når de vokser for højt, skal de beskæres, og barksamlere betaler en
lille sum til kaffefarmere for retten til at høste barken.
Hr.
Rosendo tog en machete, kravlede om bag ved skuret og gik igang med at lave
snit ind i træet forneden, og han stod snart med flere meter lange barkstrimler
i hænderne. Afbarkningen skader ikke træet, der bagefter bliver beskåret ned
til ca. 30 cm og hurtigt vokser igen, sagde han.
Jonoto
barkstrimlerne koges derefter ud i ca. 6 timer med en blanding af askelud og
lime. Jeg forsøgte at få svar på, hvad der derefter blev af udkogningsvandet,
men fik at vide, at de udvandt farvestof af dette, som de brugte til at male
med eller til at indfarve med.. En forklaring, jeg ikke var helt tilfreds med,
for lime skader naturen, og vi så ikke denne proces, da familien havde
forberedt fibre til udhamring, for at vi ikke skulle vendte på udkogningen. Jeg
fornemmede, at jeg ikke skulle spørge for meget ind til dette emne.
De
udkogte, skyllede barkstrimler blev anbragt på en glat træplanke i et vertikalt
og horisontalt mønster, og ægteparret gik derefter igang med at hamre på netmønstret
med en rektangulær vulkansk lignende
sten. Da barkstrimlerne var hamret godt
sammen, foldedes kanterne, og hamringen fortsatte, indtil arket var helt lige i
kanterne.
De to nederste fotos er eksempler på en
avanceret brug af barkstrimlerne.
Efter
udhamring placeredes træplanken op ad væggen, så amate arkene kunne tørre i
solen, og sådan fortsættes processen igen og igen. Når vejret er dårligt bliver
der arbejdet med broderi, perlearbejde til smykker og dekoration af beklædning,
kaldet chaquira, bemaling af arkene eller design af lamper mm. Svigerdatteren
var igang med at lave perlesmykker, og sønnen fremstiller bemalede lampeskærme.
Der var ligeledes eksempler på mange bemalede ark i stærke farver, fyldt med
planter og guder. Eksempler man kan finde på museer og i butikker mange steder
i Mexico. Mange mexicanske malere og kunstnere fra udlandet anvender
amatepapir, som er blevet stærkt kommercialiseret.
Eksempel på
perlesmykke, Rosendo familien
Der
bor ca. 3500 mennesker i San Pablito, hvoraf ca. 60 % er beskæftiget med amate
fremstilling, som er landsbyens hovederhverv. Flere yngre mænd fra landsbyen
tager til USA for at arbejde og kunne forsørge familien. Mellemhandlere opkøber
for det meste amatepapiret, og de mange handelsled bevirker, at familien ikke
får meget for sit produkt, der sælges videre verden over. Den bedste handel, en
amateproduktions -familie kan have, er direkte til besøgende eller på markeder,
hvor de sælger direkte. Familien var glade, da jeg købte pænt ind og hr.
Rosendo malede en chiligud til mig på et af sine amateark.
De
har deres eget sprog – som jeg mener må være Nahuatl, kort beskrevet ovenfor.
Det var en stor hjælp at have Antonio og Emmanuelle som tolke, men selv de
havde ind imellem svært ved at forstå helt, hvad der blev sagt.
Befolkningen
i San Pablito er Otomi indianere, som man mener bosatte sig her omkring år 800
fordrevet fra Toluca dalen. Aztekerne besatte området sidst i det 15.årh. men
alligevel lykkedes det otomierne at bevare deres uafhængighed, velsagtens
p.gr.a. San Pablitos fjerne beliggenhed i et isoleret, ufremkommeligt terræn.
Spanierne bosatte sig ikke her og havde ikke held med at påføre de indfødte den
spanske kultur. Mange af de fortidige
trosforestillinger er således bevaret indtil idag, hvilket afspejles i Otomiernes
ceremonier, hvor amate spille en stor rolle. Deres religion er en blanding af
katolicisme og deres oprindelige religiøse tro, animisme, hvor de hylder
guderne i bjergene, månen, solen, jorden og ilden, kilder og frø, som
livgivende. Samtidig med at de dyrker katolske figurer som f.eks. Jomfruen fra
Guadalupe, tror de også på onde onder. De har en shaman, som fungerer som
kommunikator mellem højere eksistenser og mennesket. Det har givet Otomierne et ry for hekseri og magi blandt deres
naboer. De fleste ritualer i dag handler om helbreddet, renselse og rejser. Der
er gode og onde sygdomme – de gode kureres med planter eller moderne medicin og de onde med shamanistiske ritualer for at skabe
balance mellem den syge og universet.
Shamanen
anvender papirklip, klippet ud i form af gode og onde ånder som offergaver
sammen med mad og tobak. At klippe figurerne giver shamanen en forbindelse med
altet. Onde ånder har sko på, som europæerne har, og de gode ånder, som
Otomierne, er barfodede! Amate anses som en neutral flade, der får magt, når den
bliver klippet ud. Hvidt papir er positivt, mørkt papir er negativt. Amate
papir fremstillet i San Pablito anses som det mest magtfulde middel. Idag er
det ikke kun shamanen, der klipper figurer. Vi besøgte Pedro Laja, som boede et
par huse fra Rosendo familien. Han klippede
fermt en chili gud til os.
Som
over hele Mexico er Dødens Dag d.2. november en vigtig dag, ligesom nytåret,
der anses som en fornyelse af kosmos – papirklip ritualer anvendes ved alle
festlige lejligheder mange steder i Mexico. Amate blev oprindeligt produceret
til ceremoniel brug forbeholdt shamaner og blev derfor kaldt ”papel de brujos /
sort magi papir. Grundet kommercialiseringen er papirklip idag ikke kun
forbeholdt shamaner, som nævnt ovenfor, men i San Pablito er det stadig
shamanen, der overvåger ofringer. Store figentræer afmærkes som hellige med lys
og papir klip.
Vi
havde rigtig mange ting at tale om, da vi efter 5 timers besøg forlod familien
Rosendo. Deres liv er amate. De var venlige og smilende, men alligevel med
en vis forbeholdenhed, som jeg tror
kommer af, at de gerne vil bevare deres mange generationers hemmeligheder
samtidig med, at de er nødsagede til at være imødekommende overfor gæster for
at kunne overleve i det moderne samfund. De følger ikke med i designudvikling,
hvilket Antonio og Emmanuelle gerne vil hjælpe dem med. Det er er svær balance
at skabe nyt i så indgroet en tradition.
Salget
af amate har forbundet denne lille by med den ydre verden. Amate - fremstillerne
er ikke støttet af de lokale regerende kræfter, men byens indbyggere har
kontakter med staten og andre autoriteter. Amatefremstillingen påvirker landsbyens
økonomi og de mennesker rundt om byen, der forsyner dem med bark og brændsel.
Turister og opkøbere fra forskellige stater og udlandet kommer på besøg, men
amate fremstillerne vogter over deres metier og detaljer om, hvordan de laver
amate. Der er historier om, at besøgende er blevet smidt ud af byen og om, at
japanske forskere er blevet afvist.
Som mange andre steder i verden er San Pablito også stillet over for miljømæssige emner.
Det er blevet sværere at skaffe bark p.gr.a. overafbarkning af træer og tab af
skov er et vigtig emne. Brugen af kaustisk soda og industrielle farver har
forårsaget forureningsproblemer i San Marcos floden, hvis vand igen forurener
Cazones floden. Krav til at få løst disse problemer vil i fremtiden ikke blive
mindre.
Det
var en meget spændende og informativ tur med Antonio og Emmanuelle, som gerne
vil have at jeg samarbejder med dem.
Papirklip.
Flere
steder i parker, offentlige og private bygninger så vi papirklip i stærke
farver i tyndt silkepapir med f.eks. blomster – fugle – kranier – og sole -
designs hænge i træer, lofter, hylder
o.m.a. Papirklip kaldes i Mexico for papel picado , som betyder
perforeret papir. Der anvendes som regel specialbyggede skæreforme, hammer
og mejsel,, så der kan skæres igennem
mange ark: 50 - 100 ark papirer på en gang. Eller der anvendes færre ark og saks. Papirklippene
anvendes ved specielle lejligheder og
religiøse fester: dødens dag, påske, jul, dåb, bryllupper m.fl.
På
Aztekernes tid anvendte man amate til papirkip, men i midten af det 19.årh.,
hvor folk var tvunget til at købe ind i det spanske imperiums større såkaldte
hacienda butikker, blev det meget tynde silkepapir opdaget.
Først
tegnes ens design på papiret og derefter lægges et stykke transparent plastik
over for at beskytte den originale tegning. Derefter stables 50 – 100 ark
sammen og flere mejsler med forskellige
formede spidser anvendes derefter for at udhamre formerne i papirerne. På
denne måde kan der skæres mange kopier af den oprindelige tegning på en gang.
De færdige papel picado sættes på snore og danner såkaldte banderitas, som hænges op, hvor man
ønsker.
I staten Puebla erklærede guvernøren i 1998 papel picado i San Salvador Huixcolota som Cultural Heritage of the State of Puebla.
Eksempler på papirklip til salg i museumsbutikker –
nedenfor udstanset gummi
til dækkeserviet:
I
parken i centrum af Puebla så vi denne skulptur af den hollandsk fødte kunstner
Jan Hendrix, som har levet og arbejdet i Mexico siden 1978. Skulpturen har
titlen Kiosko og er udført i 2009 som aluminiumscylindre, bemalet med hvid,keramisk
maling. Den ser ud, som om den er inspireret af papirklip eller af koralers fint
forgrenede netværk.
